Crouponer

Croupon og dobbelt-croupon er den bedste del af dyret. Overfladen er glat, og læderet er fast og ensartet, med en jævn struktur.

Det gør den velegnet til læderarbejde, hvor der stilles krav til både styrke og ensartethed. De fås i forskellige tykkelser og kvaliteter og er velegnet til blandt andet bælter, remme, tasker og punge. Croupon og dobbelt-croupon er sammen med hechten den dyreste udskæring.

Bemærk, at læder opmåles i kvadratfod (kvf.). Én kvadratfod svarer til ca. 30 × 30 cm.

Hvad er en croupon?

En croupon er den midterste del af huden langs ryggen, hvor fiberstrukturen typisk er tæt og ensartet. Det giver et fast læder med en forholdsvis jævn tykkelse og gør crouponen til en eftertragtet udskæring til klassisk læderarbejde. En dobbelt-croupon består af crouponen fra begge sider af ryggen.

Hvad kan croupon bruges til?

Croupon er særligt velegnet til projekter, hvor læderet skal have god fasthed og holde formen. Afhængigt af tykkelse og kvalitet kan det blandt andet bruges til bælter, remme, tasker, punge, etuier og andet læderarbejde. Den ensartede struktur gør også croupon velegnet, når du skal skære længere eller mere ensartede emner ud af læderet.

Se altid egenskaber og anbefalet anvendelse på det enkelte produkt, da der kan være stor forskel på de forskellige kvaliteter.

Hvilken tykkelse croupon skal jeg vælge?

Crouponer fås i flere tykkelser fra 1-4.5 mm, som kan bruges til blandt andet tasker, bælter, remme, punge og boliginteriør.

Vejledende oversigt til valg af tykkelse:
1,0 – 1,2 mm: Velegnet til mindre projekter, indvendige lommer m.m.
1,4 – 1,6 mm: Perfekt til punge, tasker og vådformning 
2,0 – 2,2 mm: Ideelt til tasker, remme og boliginteriør.
2,6 – 2,8 mm: Passer til større tasker, bælter og remme.
3,0 – 3,5 mm: Velegnet til store tasker, kraftige bælter og remme.
3,5 – 4,5 mm: Kraftige hundesnore, remme & seletøj

Anvendelsesmulighederne er dog kun vejledende. En stor taske kan sagtens laves i et tyndere læder, ligesom en mindre taske kan laves i et kraftigere. Valget afhænger af projektets funktion og det udtryk, du ønsker.

Er du i tvivl om, hvilken udskæring eller tykkelse der passer til dit projekt, hjælper vi altid gerne med at finde det rette læder.
 

Forsinket leveringstider!